Hjem » Anne Fonnesbech

Anne Fonnesbech

I mine skulpturer søger jeg enkeltheden. Det er linjerne og stramheden i figuren, der giver den liv og som skaber dynamik i rummet omkring den. Detaljen er for mig bare et forstyrrende element.

Jeg laver skulpturer i ler og bronze og er fascineret af den måde, menneskekroppen fylder rummet ud på. Det vigtigste for mig er derfor linjer og form. En skulptur skal både være dynamisk og statisk. Man skal kunne gå rundt om den, røre ved den, vende og dreje den og opleve noget nyt undervejs, men samtidig skal skulpturen hænge sammen i en helhed, uanset hvilken vinkel, man ser den fra.

Linjerne i figuren signalerer mange forskellige menneskelige følelser. Kropssproget, især ryggen, skuldrene og hovedets hældning, lægger op til en personlig fortolkning hos den, der betragter skulpturen. Ansigtet er anonymt: ingen detaljer, kun form.

Lerskulpturerne laves oftest efter levende model. Først og fremmest skal jeg afkode linjerne og strukturen i modellens stilling, så jeg kan bygge grundformen, proportionerne og strukturen op. Dernæst arbejder jeg med fingrene og simple redskaber i leret og frigør mig fra modellen for at skabe mit eget udtryk. Når skulpturen er brændt, efterbehandler jeg den oftest med mørk lakbejdse for at understrege enkelheden. Nogle skulpturer står dog råt i lyst ler.

Bronzeskulpturerne bygges op i voks efter simple skitser. Igen er det form og linjer, der er det vigtigste, ikke mindst fordi mine bronzeskulpturer oftest er spinkle og langstrakte. Voksfiguren støbes ned i flydende gips, voksen brændes ud og den flydende bronze hældes i. Det er et spændende øjeblik, når gipsformen knuses og bronzefiguren kommer frem. Skulpturen slibes og pudses for at få det udtryk, jeg ønsker og monteres til sidst på en sokkel, der understreger skulpturens udtryk.

Jeg arbejder naturalistisk, men altså helst uden detaljer. Til gengæld er overfladen i skulpturen ofte rå og præget af det redskab, jeg har brugt til at modellere skulpturen med. Stilen kalder jeg for rå naturalisme. Alle værker er unika.

 

Anne Fonnesbech, Baldersvej 6, 9870 Sindal

Tlf. 20 28 46 85

email: mail@annefonnesbech.dk

hjemmeside: www.annefonnesbech.dk

Facebookwww.facebook.com/ArtFonnesbech/