Jørn Erik Nielsen

Jeg er født i 1955, uddannet kok og siden lærer på Hjørring Seminarium med linjefag i billedkunst. Jeg har fået min kunstneruddannelse på skulpturforløb på Hjørring Kunstskole. Jeg har derudover løbende deltaget i kurser på Aahus Kunstakademi og på Skulpturskolen.

Jeg har siden mine ungdomsår interesseret mig meget for kunst, og har i flere år selv været udøvende kunstner. Min store interesse og passion inden for kunsten er især det tredimensionelle billedsprog. Jeg startede som kunstner med at lave stenskulpturer, og jeg har siden eksperimenteret med flere forskellige materialer. 

Skulpturerne, jeg laver, har hovedsagligt mennesket i fokus og læner sig tæt op ad klassisk modernisme. Jeg bestræber mig på at give værkerne et udtryk for både det indre og ydre univers. Gerne iblandet med tankevækkende humor.

I mine værker er det især skulpturens krop og form, der er det primære udtryksmiddel. Jeg bruger kroppens stilling og kropssprog som kommunikationsmiddel mellem værket og beskueren. Normalt giver ansigtet et udtryk for følelser og kommunikation, hvilket jeg i mine værker bestræber mig på at overføre til torsoen eller skulpturens kropsstilling. 

Selve processen at skabe giver mig en indre glæde og selvforståelse. Jeg bestræber mig gennem mine værker at skabe en kommunikation og refleksion hos beskueren. 

Jeg håber mine værker også taler til dig.